Lang Linken: Hvordan laver man et godt bal?

HVORDAN LAVER MAN ET GODT BAL ?

Af Poul Lendal,  juli 2012. Medlem af Lang Linken siden 1970.

Forud for mine ord.

Der skal meget til, og der kan siges meget om opgaven, men den bygger under alle omstændigheder på fem hovedsten: Lyst, viden, fantasi, indlevelsesevne og færdigheder. Et bal er ikke bare et bal, så for at mine ord skal give mening, er jeg nødt til at definere én slags bal, der må fungere som modellen for overleveringen af mine håndværksmæssige erfaringer. Forudsætningen er, at nogen har arrangeret et bal, reklameret for sagen og har hyret et orkester eller en solist, som skal levere musikken til gæsternes dans. Jeg forudsætter desuden, at ballet varer ca. 3 1/2 time, og at danserne kan de mest elementære traditionelle dansetrin i polka, vals, skottis, hopsa m.v.

Musikernes forudsætninger.

Musikerne skal selv være dansere og dermed selv kende til puls, trin, tempo m.v., og så skal musikerne kunne musikken uden at være nødt til at se på noder undervejs. Musikken fungerer kun, hvis der spilles i nær kontakt med danserne, og derfor ser vi i Lang Linken altid indædt ud på danserne. Vi arbejder med syn, hørelse, følelser og med en ballast af flere hundrede melodier, som ligger i rygraden. Spilleteknisk skal man kunne variere, lege, improvisere og samle styrken i musikken, sådan at danserne hele tiden kan få ’svar’ på deres krav. Man skal også være villig til at give danserne alt, hvad man har at give. Her tænker jeg ikke mindst på at bruge kræfter. Man må ikke sidde og fedte med sin energi. Spil det, du kan og brug alle de kræfter, du overhovedet har, når det ’sner’. Man skal også kunne bevare overblikket, når danserne indimellem går i positivt selvsving. Det er ikke os med instrumenterne, der skal gå i selvsving…det er danserne. Det helt optimale sker jo også, at man på en måde går i selvssving sammen, og så opstår de særligt minderige situationer, som man aldrig nogensinde glemmer. Hele rummet som én stor pulserende mekanisme. Vidunderligt… Jeg bruger lige et billede fra den traditionelle sang. Folkemindeforskeren Thorkild Knudsen sagde engang: ’Det er ikke dig som optrædende, der skal græde over den sørgelige sang, du synger. Hvis nogen skal græde, så er det publikum’.

Repertoiret.

Man skal have et stort lager af dansemelodier, som man bare kan. Man skal også hele tiden arbejde med, at man selv synes, det er en god musik. Derfor må visse melodier i perioder lægges på hylden. Ikke fordi danserne ikke vil høre dem, men fordi de har tabt værdi for musikeren selv. Fænomenet er velkendt blandt dansemusikere, og man ved også, at samme melodier ofte kommer på banen igen – efter fortjente pauser. Naturligvis består repertoiret af pardanse som polka, vals, trippevals, hopsa, mazurka, svøpsk m.m.m. Desuden kan orkesteret en lang række kreds- og rækkedanse. Lang Linken er i denne forbindelse bestemt ikke et egnsorkester. Vi har gennem 42 år hugget med arme og ben fra alle egne af landet. Vi har altid været yderst forsigtige med ømusikken (primært Fanø og Læsø), idet vi lagt mærke til, at det er der andre, som er rigtig gode til. Vi har selvfølgelig pø om pø udviklet vores egen måde at gøre tingene på, så det… På den anden side vil jeg sige, at vi som orkester bruger traditionelle, gennemprøvede metoder – noget vi har lært fra ’de gamle’, altså de traditionelle spillemænd, sangere og dansere, vi igennem mange år har suget næring og viden fra. Og nu har vi så selv nået en vis alder, så det…Som årene er gået er vores anvendte repertoire blevet mindre. Der skal, som sagerne står, meget til, før en ’ny’ polka kan skubbe en eksisterende af banen.

Hvordan gør man så ?

Her, som altid hos mig, er det erfaringerne fra indtil nu 42 års arbejde i Lang Linken sammen med harmonikaspilleren Carl Erik Lundgaard og klaverspilleren Keld Nørgaard, der er min historie. Man skal tænke i suiter af ca. 15 minutters varighed. Danserne vil gerne inviteres på gulvet med en partner, man ynder at danse med, og så må ’dansen’ gerne vare det nævnte kvarters tid. Vi begynder altid et bal med en polka, derefter en polka til, og så spiller vi op til en kredsdans. Oftest ’Totur fra Vejle’ eller ’Hamborg Sekstur’. Herefter er det første gang med kredsdansen, ultrakort pause hvorefter samme dans gentages. Forløbet sluttes ofte af med en hopsa, og i sjældnere tilfælde med en vals. Om det bliver vals eller hopsa afgøres på stedet af, om de tilfældige par, som er opstået efter kredsdansen, er harmonisk sammensatte – eller om det gælder om at få stoppet dansen hurtigst muligt. Dén slags mærker og ser vi med det samme. Ved ballets åbning er det hopsa i 98 % af tilfældene. Ikke fordi parrene ikke kán sammen, men sådan er vanen bare. Senere på aftenen kan valsen ofte udkonkurrere hopsaen.

I kort form kan åbningssuiten se sådan ud:

Polka

Polka

Opspil (a-stykket spillet én gang) til kredsdans

Kredsdansen 1. gang

Kredsdansen 2. gang

Hopsa

I princippet er resten af ballet bygget på samme klods. Dog skal det med, at klodserne kan være vældigt forskellige. Vi har fået en vane med at spille en af suiterne med ’særlige pardanse’, som kan være tyskere, fremadpolka, ’Den sortbrogede ko’, hamborgere og/eller andre pardanse, vi føler særligt for. Vi har også en vane med at slutte vores baller på en særlig måde. Ballets sidste suite består ofte af to ens pardanse, opspil til engelsk, engelsk 1. gang, engelsk 2. gang – og derefter en stille, melodisk, sangbar vals at gå hjem på. Går bølgerne højt kan vi supplere med hurtigpolka eller hopsa eller…Her skal nævnes en helt særlig problemstilling. Vi former gerne aftenen sådan, at det par, som giver hinanden en dansesuite, også – uanset hvad der sker undervejs i suiten – slutter suiten sammen. Dén situation opstår ikke automatisk, og slet ikke ved ballets slutning. Efter engelskerne står man oftest med en fremmed dansepartner, og ’dén’ er ikke optimal at slutte et godt bal med. Vi siger så til danserne – efter engelskerne – at de skal gå en lille tur og finde den, som de vil have den allersidste dans sammen med. Det ender lykkeligt for 99 % af danserne, men der er ofte et lille glimt af disharmoni i fås øjne, når vi når dertil.

Sangen som værktøj i Lang Linken.

Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at vi synger meget – og ofte hele ballet igennem. Ikke ret tit ord og vers, men mest bruger vi stemmen som instrument. I Irland kalder de metoden at ’diddle’. Det kan hænde, at vi synger en hel gennemspilning af en bestemt dansemelodi, men oftest er der tale om mindre og korte udtryk. Resultatet er bl.a., at også danserne synger en del. Her er der bestemt også muligheder for at opnå den store sammenhæng i et godt bal, og så er det helt fundamentalt dejligt at synge !

Aftenen som en helhed. 

Hvis vi begynder kl. 20.00, er der tit kaffepause kl. 21.30. Dans igen fra kl. 22.00 til lukketid.Ganske mange gange åbner vi dansen efter kaffepausen med en lille stribe sanglege, hvor vi sørger for, at ALLE er på gulvet. Dén særlige situation giver resten af ballet en særlig kvalitet.Vi er ligeledes glade for at spille en lille koncert i pausen. Koncertformen – med dens sange, fortællinger m.v. – giver danserne et bredere billede af os som mennesker, og igen: Dén kendsgerning virker befordrende på resten af ballet.

Afvigelser fra formen og dertil særlige historier om faget.

Den omtalte form for afvikling af et godt bal er ikke hele sandheden. Sandheden er, at man skal kunne meget mere.Et eksempel er i vores tilfælde trippevalsene. Da vi spillede til bal i Farum for 10 år siden, havde vi ikke spillet trippevalse i 16 år. Midt under ballet kom et drevent dansepar hen og bad om trippevals. På stedet spiller vi to trippevalse, som vi i sin tid lærte af Tinus-Brødrene. Vi var selv en smule forbavsede over, at vi kunne dem – men det kunne vi, og det skal vi kunne i dén slags situationer. Vi har som dansemusikere naturligvis lejlighed til at præge både ballets afvikling, og, set i det større perspektiv, for at præge ballers udvikling i det hele taget. Vi har visse år haft, hvad vi kalder ’særlige indsatsområder’. Når vi føler en bestemt elsket dans mister brugsværdi, så har vi sat den ’på’. Første gang med spjætmazurkaerne og senere med andre pardanse, som var på vej ud – imod vores ønske. Det skal også nævnes, at man, hvis man opdager, at dansernes repertoire ikke er ret stort, skal kunne en lang stribe meget enkle danse i kreds eller række af meget høj kvalitet. ’Kysdansen’, ’Åh Susanne’ eller andre kan være nøglen, der får et ’flagrende’ bal til at hænge sammen. Noget andet er det talte ord fra orkesteret. Hvis danserne er drevne, så kan man opleve et bal, hvor vi kun snakker til publikum som en del af vores musik. Herudover vil man ellers alene se os spille, indædt og iagttagende – klar til hele tiden at give danserne, hvad vi mærker, de skal bruge. Andre baller kræver, at vi taler meget og instruerer flere af dansene.

Sætlister eller ikke sætlister.

Vi mødes aldrig før et bal for at snakke sætlister. Vi ved, hvad vi tilsammen kan byde på, og så er det danserne og os i fællesskab, som sætter forløbene sammen…på stedet.Her er det vigtigt at gøre opmærksom på et afgørende krav til os dansemusikere: Man skal hele vejen igennem et bal være så skarp, at man kan tage ikke bare hurtige men lynhurtige beslutninger. Der opstår mange gange i løbet af et bal en situation, hvor dansemusikerne er nødt til i ét splitsekund at ændre en tidligere ’plan’ eller tanke om et bestemt danseforløb.

Tiden som arbejdsfaktor.

Aftenens arbejde er én lang opgave. Man kán i sjældne tilfælde som dansemusiker mærke et lille pusterum omkring kaffepausen, men ellers er det én lang sammenhængende arbejdsopgave at spille til bal. Danserne kommer for at danse, og derfor er det meget vigtigt, at de får dansemusik hele aftenen – så meget som muligt. Førhen var det sociale, samtalen og den interne historiefortælling danserne imellem lige så vigtigt som det at danse. Sådan er det ikke mere. Danserne spiller så stor en rolle i forbindelse med det gode bal, at man er nødt til hele tiden at mærke, hvor de vil hen – hvad de kan og ikke kan. Alder og kondition spiller osse ind; både på dansenes tempo og på ballets hastighed i det hele taget. Der skal være længere pauser mellem suiterne, og suiterne spilles kortere i det hele taget, hvis dansernes fysik kræver det. Omvendt er der i dén grad kog på alle kedler, når danserne er til det. Vi oplevede for nogle år siden i Roskilde, at der kom en større flok unge dansere med et stort repertoire. Pludselig så vi alle ’De små sorte’ fra Thy-reperoiret danset fuldstændigt korrekt på alle leder og kanter…men baglæns. Det var SÅ smukt. Lige så smukt er det, når et ældre erfarent par hengivent giver hinanden en stille og meget langsom sangbar vals.

Er der en fremtid for det gode bal ?

Ja, selvfølgelig er der det. Det bliver bare ikke, som jeg har beskrevet det. Vi har klart oplevet dette, at danserne har været jævnaldrende med os hele vejen igennem. Vi startede sammen som unge, og slutter sammen som gamle. Indimellem er der glædelige besøg af yngre og helt unge dansere, men det er mere undtagelsen end reglen. Jeg begræder, at der ikke er mere kontakt generationerne imellem, men sådan er det. Hvad de næste generationer vil, må de selv bestemme, men formen, som vi praktiserer den, er under afvikling. Her er det værd at pege på hele folkemusikken og dens fremtidsmuligheder. Tendensen går mod mere koncertmusik end balmusik, og hvis det ender med folkemusikken som ren koncertmusik uden berøring med den traditionelle dans, så bliver det hele noget andet. Som ren koncertmusik er folkemusik ikke altid det bedste eller mest interessante og meningsfyldte at lytte på. Her, i modsætning til folkemusikken som dansemusik, må den klare sig i skarp konkurrence med mange andre genrer. Det gode bal er ét element i dansk folkemusik – set som en helhed. Den traditionelle dansemusik har en helt særlig styrke, som ikke har noget med dans at gøre. Den kan nemlig tåle alt, undtagen at blive spillet dårligt. Sæt en jazztrio til at spille en vals fra Ærø, sæt et bigband til at arrangere en koncert med en traditionel spillemand som solist, lav country & western på en fynsk polka eller hæld hele repertoiret i laptop’en – og det fungerer altsammen. Lang Linken spillede for nogle år siden i Berlin, og der har de gjort alvorlige og helhjertede forsøg på at udvikle den traditionelle dans. Man kan dernede simpelthen abonnere på nykonstruerede danse, som følger de traditionelle danses opbygning – men som er NYE. Det så ud til, at de dér havde fundet noget, der virkede i dét arbejde. Jeg har ikke set noget nævneværdigt anvendeligt desangående andre steder.

Til slut et par helt særlige billeder.

Noget helt særligt opstår, når man på et splitsekund mister grebet over begivenhederne. Jeg mindes engang på Langeland, hvor vi spillede til et bal, hvor den helt overvejende del af danserne var udviklingshæmmede, og vi på et tidspunkt mente, at ’Kysdansen’ var det helt rigtige. ’Kysdansen’s almindelige mening er, at de kyssende skifter hurtigt, så flest muligt kommer til. På Langeland nød de dansende kysseseancen så indgående, at de ikke ville stoppe. Flere par nøjedes ikke med at gå på knæ over tæppet sammen – man lagde sig sig simpelthen tæt sammenslyngede på gulvet – og blev liggende. Et andet billede fra Bjergsted Forsamlingshus. Her sagde vi til danserne, at de, når de ikke spillede hovedrollen i en bestemt dans’ parti, simpelthen måtte finde på noget andet end bare at stå og kigge. Vi foreslog forskellige muligheder, og et enkelt par synes, det var hyggeligst at kysse. Altså…det vil sige…det mente manden. Hans partner var med på idéen, men alene for et kort kys. Hán ville det anderledes. Han sugede sig fast og blev hængende. Ubetaleligt at se på.

Afrunding.

Det er ikke sikkert, at du kan mærke det på mine ord, men det har været 42 vidunderlige år med dansk traditionel dansemusik. Og vi har ikke lukket endnu. Men at sidde dér og være et lille tandhjul i et pulserende danserum – det er et privilegium ud over enhver grænse. At sidde der og mærke, at man er et ét led i århundreders rækker af traditionelle spillemænd…forestil dig at man står opstillet i én lang række, og tænk så på hvor fint man forstår de spillemænd, der står tættest på i historisk tid. Der ér en forbindelse og indbyrdes forståelse til så langt tilbage, man overhovedet kan forestille sig.

Velkommen på gulvet.

Lang Linken åbner Højbystævnet i Forsamlingshuset  fredag 7.september 2012 kl.20. Læs mere om Lang Linken på http://www.langlinken.dk/ og se klip fra Lang Linkens 40 år jubilæumscd og dvd på : http://www.youtube.com/watch?v=KNnSz30xch8&list=UUmbbjI1aeGcnEXTA8EwxZmA&index=1&feature=plcp

Advertisements
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

5 Responses to Lang Linken: Hvordan laver man et godt bal?

  1. Pingback: Åbne baller til folkemusik i Odense, foråret 2012 | livilauget

  2. Pingback: Åbne baller til folkemusik i Odense foråret 2013 | livilauget

  3. Pingback: Lang Linken spiller i Ungdomshuset Odense Lørdag 9.februar 2013 kl. 20 | livilauget

  4. Pingback: Åbne baller til Folkemusik i Odense 2013: | livilauget

  5. Pingback: Højbystævnet 2013 | livilauget

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s